Forårsfin fudge med lakrids og citron
Forkæl dine smagsløg med opskriften på forårsfin fudge med lakrids og citron. Kombinationen af den fede sødme og syrlighed bringer forårsstemningen frem i din mund. Lav den perfekte fudge, der smelter på tungen og prøv også med mange andre smagsvarianter. En lille lækkerbisken som spreder forårsbegejstring!
50-60 stk. i små bidder
Arbejdstid: 1 time
Det skal du bruge
- 400 g. rørsukker
- 0,75 dl. vand
- Kornene fra 1 vaniljestang
- 1½ spsk. sirup
- 60 g. smør
- 1 dåse kondenseret mælk
- 3-4 tsk. lakridssirup (find opskrift her)
- Skallen fra en økologisk citron
- Saften fra en halv citron
Sådan gør du
- Varm sukker, vand og vaniljekorn forsigtigt op i en tykbundet gryde indtil sukkeret er smeltet
- Tilsæt smør og sirup, og få det op til kogepunktet
- Tilsæt den kondenserede mælk og få det op og koge igen
- Skru ned for varmen, og lad det stå og simre/boble lige så stille i ca. 20 minutter. Husk at røre rundt regelmæssigt, eller ihvertfald hver andet minut
- Når det har simret i de 20 minutters tid skulle massen gerne være blevet gylden og lidt mere fast i det. Hvis den ikke er det, lader du den bare stå lidt længere!
- Put citronskal, citronsaft og lakridssirup i fudgemassen, og rør rundt
- Tag massen af varmen og pisk den godt igennem med en elpisker i ca. 2 minutters tid, indtil den er mere fast end før og piskerisets “mærker” bliver i fudgen efter røring
- Hæld fudgen over i en bagepapir beklædt form og drys evt. med lakridspulver eller andet
- Stil fudgen i køkeskabet i minimun 4 timer, eller bare til dagen efter og skær den i fine firkanter med en skarp kniv
0 kommentarer