Risotto med friske grønne og hvide asparges
Foråret er lig med rigtig mange dejlige ting, men én af dem er risotto med grønne og hvide asparges! For det er bare med at få brugt dem mens de er i sæson, så så snart jeg kan få fat i danske asparges, slår jeg til! Jeg bruger dem både friske, dampede, grillede og bagte, men særligt i en risotto er de dejlige og kombinationen af både grønne og hvide asparges, synes jeg er rigtig god.
Man kan også sagtens mikse sine asparges op med f.eks. friskbælgede ærter eller friske krydderurter, ja faktisk kan man gøre lige som man ønsker det, og det er én af de andre ting jeg elsker ved risotto. Hvis du er på udkig efter en mere efterårsagtig risotto, så kan det være denne her med svampe og squash er noget?
Til 2 personer
Det tager 30-40 minutter
Det skal du bruge
- 150 g. risottoris (køb nogle gode, økologiske nogle)
- 1 bakke friske grønne asparges
- 4-5 friske hvide asparges
- 1 stort løg eller 2 små
- 1 bouillonterning (grøntsag eller kylling)
- 700-800 ml. vand
- 125 g. parmesanost (friskrevet)
- Smør (eller olivenolie) til stegning
Sådan gør du
- Skræl og hak de to løg fint
- Smelt smør eller varm olie op i en tykbundet gryde og svits løgene heri ved medium varme
- Efter 3-4 minutter tilsætter du risottorisene og rører rundt indtil de bliver let klar (cirka 5-6 minutter), stadig medium varme
- Imens laver du bouillon ved at røre terningen ud i kogende vand i en kande/målebæger
- Tilsæt lidt efter lidt bouillon til dine ris i gryden og lad det simre ind ved lav/medium varme
- Rør så let rundt, tilsæt mere bouillon og fortsæt indtil du har brugt al bouillonen (det tager cirka 25-30 minutter)
- I mellemtiden skræller du de hvide asparges og knækker bunden af både de grønne og de hvide. Skær dem herefter i mindre stykker, alt efter hvor ‘groft’ du vil have det
- På en pande varmer du lidt smør eller olie op og steger først de hvide udskårne asparges i cirka 6-8 minutter. Tilsæt de grønne udskårne asparges til sidst og sluk for varmen. Drys med lidt salt og peber
- Når du har brugt al din bouillon, smager du lige risene for at se om de er kogt nok, eller om de skal have lidt mere vand. Hvis der er brug for længere tid og du ikke har mere bouillon tilbage, bruger jeg bare kogt vand
- Når du er tilfreds skruer du ned på laveste blus og river parmesanosten ned i gryden. Rør rundt og smag til med peber og evt. en smule salt
- Til sidst tilsætter du de grønne og hvide asparges og rører rundt inden servering
0 kommentarer