Sprød spinattærte med fetaost
Når det nogle gange bare skal gå lidt hurtigt, så synes jeg at madtærter er super skønne. Du kan hurtigt bikse en tærtedej sammen og så skal der ellers bare fyld i – og her kan du jo evt. bruge hvad du nu end har af rester i dit køleskab. Her er det dog en spinattærte med lækker fetaost. Helt simpelt og samtidig enormt lækkert! Man kan lave tærte med både frisk og frossen spinat og jeg har ikke selv lagt mærke til en reel forskel – udover farven. Så hvis du ikke lige har frisk spinat til rådighed, så put lidt frossent i i stedet for.
Tærte til to/tre personer (afhængig af om der er en salat på siden)
Det tager cirka 25 minutter at gøre tærte klar
Det skal du bruge
- En omgang tærtebund med fuldkorn
- 5 æg
- 1,5 dl. madlavningsfløde
- 1 spsk. creme fraiche (kan undlades)
- 100 g. fetaost
- 250 g. frisk spinat (det plejer at være en bakke fra supermarkedet)
- Friskrevet muskatnød
- Salt og peber
Sådan gør du
- Start med at lave tærtebunden. Hvis du har tid, har den godt af at stå i køleskabet inden du ruller den ud, men jeg plejer tit bare at trykke den direkte ud i tærtefadet
- Vask spinaten grundigt
- Forbag tærtebunden i en 200 grader varm ovn i cirka 10 minutter
- Rør æg, madlavningsfløde, creme fraiche, friskrevet muskatnød, salt og peber godt sammen i en skål
- Tag den forbagte tærtebund ud af ovnen og fordel de vaskede spinatblade på bunden
- Smuldr fetaost ud over spinatbladene
- Hæld æggemassen ud over
- Bag tærte i ovnen i 35-45 minutter afhængig af ovn
0 kommentarer